Maria finder sin første støtteperson gennem kommunen. Hun er uvidende om, at hun selv kan vælge, hvem det skal være.

 

“Jeg får fortalt, at jeg kan få en, der kan være med mig til møder. Ikke andet. Efter noget tid tager jeg hende i at kigge i mine personlige papirer, og det vil jeg ikke finde mig i. Jeg følte, at det var endnu én, der arbejdede for kommunen. Det var meget ubehageligt at være i.”

 

Samarbejdet med støttepersonen bliver brudt, men efter noget tid får hun af en anden forælder anbefalet en ny støtteperson, som hun hurtigt bliver meget glad for. Men også her opstår problemer.

“Jeg måtte ikke beholde hende, fordi hun kom fra en anden kommune, og det ville min egen kommune ikke betale for.”

 

Perioden efter er Maria meget alene med sine tanker, og til sidst kan hun ikke holde til det længere. Hun bliver henvist til en speciallæge, der fortæller hende, at hun har PTSD, som følge af børnenes fars traumatiserende handlinger. Som speciallægen beskrev det, virkede Maria som “en soldat, der aldrig var vendt hjem fra krig.”

 

Gennem anbringelsesstedet hører Maria om PS-foreningen, og her finder hun frem til Peter.

 

“Peter spørger altid, om det er okay, inden han siger noget, og selvfølgelig er det det. Han kender godt min holdning og min tilgang til tingene, og hvordan jeg gerne vil have, at det skal være.”

 

I takt med tilliden begynder Maria at stå mere op for sig selv og blive mere tydelig i sine egne krav og ønsker.

 

“Det har taget mig lang tid at kunne samarbejde med kommunen, for jeg har altid haft den her smalfilm kørende i hovedet af det, de har udsat mig for. Men Peter har givet mig roen til at lytte efter i alt det her.”

 

​

Forskellige procedurer

Det varierer meget fra kommune til kommune, hvor mange der bruger tilbuddet. Aktindsigt viser, at det i Allerød Kommune er 56 procent af forældre til anbragte børn, der har en støtteperson. I Esbjerg er det 25 procent.

 

Det er da også meget forskelligt, hvordan kommunerne forvalter loven i praksis.

 

“Der er rigtig meget ‘skøn’ i denne her lov, fordi den har med mennesker at gøre. Man kan tale sig ud af meget af det, der står i vejledningen,” siger Susanne Munch fra RIFT, foreningen Retssikkerhed I Familiers Trivsel.

 

Det er blandt andet forskelligt, om kommunerne følger op på tilbuddet eller ej. Og netop opfølgning kan være vigtig, da forældrene kan stå i en situation, hvor de ikke kan overskue tilbuddet, men senere vil få gavn af det.

“Det vil være en god idé at føre protokol, hvis de i første omgang siger nej, så man sørger for at følge op med jævne mellemrum,“ siger Susanne Munch.

 

I Esbjerg Kommune har man ikke en fast procedure om opfølgning, men det sker ca. hver tredje måned i forbindelse med andre opfølgninger på anbringelsen. Lotte Friis-Mikkelsen, afdelingsleder for børn- og ungeforvaltningen i Esbjerg Kommune, 

er ikke sikker på, at fastere rammer er vejen frem.

“Hvis man havde en procedure om, at vi skal følge op og blive ved med at spørge om det, kan man ligeså godt opnå den modsatte effekt.”

 

Lotte Friis-Mikkelsen synes, at antallet af brugte støttepersoner er interessant og vil undersøge, hvad der ligger bag.

 

“Det handler om at få et helhedsorienteret syn på sagen, om at bruge sin faglighed. Af en eller anden årsag ser det ud til, at vi i Esbjerg Kommune ikke har været gode nok til det, ud fra jeres tal. Jeg synes, det er ærgerligt, hvis der ikke er nok, der anvender tilbuddet, for jeg oplever, at en støtteperson gavner samarbejdet som helhed,” siger hun. 

 

Diana Mose Olsen (SF), der er formand for Børne- og Familieudvalget i Esbjerg, er klar til sætte fokus på området.

 

“Vi vil undersøge, hvad der egentlig bliver gjort forvaltningsmæssigt. Og hvis det viser sig, at der mangler noget, må vi finde ud af, hvordan kan vi gøre tilbuddet bedre og mere synligt,” siger hun.