​

​

​

Størstedelen af forældre til anbragte børn gør ikke brug af deres ret til en støtteperson, viser nye tal fra Danmarks Statistik. Det skyldes ofte dårlig kommunikation fra kommunens side. 

 

Af Louise Raundahl og Pernille Stiesdal 

 

       

 

       

 

       un hver fjerde af forældrene til anbragte børn udnytter deres ret til en støtteperson, der skal fungere som neutral støtte og styrke samarbejdet omkring anbringelsen.

Det viser nye tal fra Danmarks statistik. 

 

“Al forskning viser, at det er vigtigt for barnet, at der ikke er nogen form for konflikt med anbringelsen, så barnet ikke står i en loyalitetskonflikt mellem anbringelsessted og forældre,” siger Anette Faye-Jakobsen fra Institut for Menneskerettighed, der har lavet en undersøgelse om emnet. Hun beskriver ordningen som en lavthængende frugt på et område, der i forvejen har svært ved at fungere. 

 

Kommunernes ansvar 

Ifølge Serviceloven skal kommunen tilbyde ordningen. Grethe Nikolajsen fra foreningen for Professionelle Støttepersoner mener dog, at det lave tal i høj grad skyldes mangelfuld kommunikation.

“Nogle forældre siger nej, fordi de ikke helt forstår, at vi ikke er en del af forvaltningen. Mange af de her forældre er jo fulde af mistro til systemet,” siger hun.  

 

Anette Faye-Jakobsen påpeger også miskommunikationen. Hendes undersøgelse antyder, at kommunerne ikke tilbyder støttepersoner i et tilstrækkeligt omfang og heller ikke rettidigt. 

“Jeg tror, at hvis man var bedre til at formidle ordningen, så kunne man tage hånd om nogle af de problemer, der bliver ved med at være på det her område. Der er rigtig mange, der har stor glæde af støttepersonerne og mange flere, der kunne få stor glæde af at have en. Det er jeg helt overbevist om.” 

 

Anette Faye-Jakobsens undersøgelse har fokuseret på samarbejdet omkring det anbragte barn og bygger på svar fra 295 støttepersoner.